Råd om køb af spejdergrej
Vi ledere bliver jævnligt spurgt til indkøb af udstyr til vores spejdere. I Torshytten sælger vi kun tørklæder i gruppens farve (man får et ved indmeldelse).
Hvad resten af udstyret angår, så vil vi selvfølgelig rigtig gerne hjælpe. Vi har derfor lavet en liste over udstyr, der er rart at have, men præcist hvilken sovepose, lygte, skiundertrøje, dolk o.s.v. der er den bedste er helt individuelt. På listen er der udstyr i forskellige prisklasser. Husk at der i forbindelse med Black Friday, "Spejdernes dag" og andre kampagner kan dukke rigtig gode tilbud op. Abonnér evt. på nogle forskellige nyhedsbreve, så I ikke misser tilbuddene.
Brugt udstyr
Hos Torshøj har vi vores egen facebook-gruppe, hvor spejdere kan købe og sælge brugt udstyr. Det meste af det grej, som spejdere bruger, er kram, så det kan holde til adskillige brugere. Gruppen findes her:
https://www.facebook.com/groups/168809903564916/
Ellers kan spejdere til Jul og fødselsdag godt tænke sig:
Vores sangbog
Vi synger meget, så ”Vores sangbog” kan være rar at have ved hånden. Bogen købes i spejdersport.
Spisegrej
Med navn på - allerede når det bliver pakket ud - og i en bestikpose, så selv en ny spejder, der har mange ting om ørerne på en lejr, nemt kan holde styr på alle delene.
Kniv
Alle spejdere har et særligt forhold til deres kniv. Min egen lommekniv har fulgt mig i tykt og tyndt i mere end 20 år, og jeg elsker den. - Når det er sagt vil de fleste små spejdere være lykkelige for at få en lille let kniv med et tyndt skæfte (små hænder), et kort blad og måske en afrundet spids.
Lygte
Lygten er også en af de ting, der betyder meget for en spejder. En god pandelampe er guld værd, fordi man får hænderne fri til at rode med sovepose, snørebånd, værktøj eller andet. De bedste kan lysstyrken dæmpes på, se de ikke blænder andre (alt for meget), og har også rødt lys som ikke ødelægger nattesynet. Der findes i øvrigt et utal af andre gode lygter derude - husk ekstra batterier, hvis man glemmer at slukke...
Sokker
Vandresokker med en god pasform og flad søm. Alle spejdere elsker gode tørre sokker. Gerne med uld i, så giver de ikke så nemt vabler.
Halsedisse og hue
F.eks. i fleece til den kolde tid eller til brug når man sover med hovedet uden for soveposen.
Varmt langt undertøj
Som både er godt som inderste lag i de kolde måneder, og som kan bruges som nattøj i soveposen. Uld er toppen, hvis det er en vintertur.
Uniform
Kan med fordel købes brugt af en anden spejder, der er vokset ud af sin gamle. Ellers kan de købes i spejdersport. Her er et direkte link til søspejderuniformen.
Underlag
Helst ikke af den oppustelige slags for børn under 12 år. En anden ting som I skal huske er, at børnene selv både skal pakke underlaget ud og sammen igen, når de er på tur. Øv jer hjemmefra.
Sovepose
Er nok spejderens vigtigste udstyr. Posens absolut vigtigste funktion er at holde spejderen varm, tør og nogenlunde udhvilet. Vigtigheden af søvn på tur kan ikke understreges nok. En spejder på tur bombarderes med mange nye indtryk, og det er ikke unormalt, at en spejder sover meget længe efter en uge på lejr. Det er et udtryk for, at spejderen har oplevet og lært en masse, så det er en god ting.
Tilbage til selve soveposen. De fleste poser har angivet en komforttemperatur og en ekstremtemperatur. Ekstremtemperaturen angiver den temperatur, hvor en voksen mand eller kvinde vil kunne overleve i posen, i spejdersammenhæng giver det overhovedet ingen mening.
Det er altså komforttemperaturen man skal se på. – Er der ikke angivet nogen komforttemperatur, så find en anden pose, med mindre der er tale om en decideret junior eller børnepose til indendørs brug. Man kan "forstærke" en sovepose med fiber inder-pose.
Komforttemperaturen for mænd er ikke den samme som for kvinder. En gennemsnitsmand er tungere og producerer mere varme end en gennemsnitskvinde. En Mini-spejder er mindre end både en gennemsnitsmand og kvinde, så I skal regne med at komforttemperaturen for en Mini-spejder er noget højere end for en voksen. Altså kan en pose med en komforttemperatur på 0 grader for en voksen mand godt betyde, at et barn vil fryse i posen allerede ved 5 grader eller højere. Tag det med i betragtning, når I køber posen.
Personligt er jeg selv til poser med fiberfyld. De er billigere end dunposerne, men også tungere og større. Det sidste betyder meget for vandrere, men jeg går meget sjældent langt med min sovepose, og fiberen har den fordel, at den ikke falder sammen og klumper, at den kan varme selv om posen får lidt fugt (og det gør de i teltem sheltere bivuakker, hængekøjer o.l.), - og så lugter den ikke af våde fjer.
Jeg har søgt lidt og fundet et par vejledninger vedr. soveposekøb på grejfreak.dk og spejder.dk Vejledningerne er ikke ens, og supplerer hinanden godt.
Man kan i øvrigt sagtens låne en voksensovepose som Minispejder, også når man sover i telt forår og efterår. Man skal bare huske:
En elastik eller snor til at snøre rundt om soveposen, så den kommer til at passe i længden. Gerne varme sokker (uden stram elastik), nattøj, der føles lunt mod huden (f.eks. skiundertøj), hue og måske en halsedisse, hvis man sover med hovedet udenfor soveposen.
Vandrestøvler/sko
Mange spejdere køber vandrestøvler. Det kan være en god ide, når man går langt, og især hvis man går meget i terræn er det en god idé med en støvle, der støtter anklen. Til almindelig spejderbrug har jeg selv i stedet købt en god sko, der vandtæt (åndbar) og har et højt profileret mønster, der gør, at den kan stå fast udenfor alfavej. Skoen er af den type, der har en vandtæt men åndbar membran. Det gør den varm, selv om vinteren, og den er nemmere at have med at gøre end en stor støvle.
Hvor køber man udstyr til spejdere?
Der findes et hav af butikker, der forhandler udstyr til friluftsliv. - Spejdersport er ejet af DDS, og de giver rabat til spejdere.
spejdersport.dk - spejdernes egen butik. God kvalitet, men ikke nødvendigvis billig. (Giver rabat på hjemmesiden, hvis man skriver "Torshøj Gruppe" som kommentar)
55nord.dk FDF, KFUM og de grønne pigespejderes netbutik er også et besøg værd.
Søspejdere
Der er tit koldt på vandet - så følg de gode råd her