Velkommen som spejder
Vi er sikre på du også bliver glad for at være spejder!
Nedenfor finder du og dine forældre en masse praktiske oplysninger. Hvis du ikke finder de oplysninger, du søger, så tjek her på hjemmesiden eller spørg din leder.
Indmeldelse: Du er velkommen til at deltage i 3 spejdermøder helt gratis, før du melder dig ind. Når du er klar til at melde dig ind, kan du klikke her, for at udfylde tilmeldingsformularen.
HUSK: Når du er meldt ind, kan du få 10 % rabat på dine køb i Spejder Sport.
Pris: Du finder de aktuelle kontingentsatser her: https://www.ddstorshoej.dk/hvad-koster-det
Børneattest: Alle ledere lever op til kravet om at have en gyldig børneattest. Vi har stort fokus på at det skal være trygt at gå til spejder og arbejder aktivt for at undgå krænkelser og overgreb. Eksempelvis er børnene ikke alene med en voksen.
"En børneattest indeholder oplysninger om domme, bøder m.v. for visse overtrædelser af terrorlovgivningen, samt overtrædelse af straffelovens regler om seksuelle krænkelser af børn under 15 år og børnepornografi..." Citat fra https://politi.dk/bestil/bestil-straffeattest/boerneattest
Afdelinger: Vi har tre afdelinger fordelt således...
- Mikro+Ulv+Junior fra 0.-5. klasse
- Trop fra 6. klasse og op
- Sø fra 8 år (skal kunne svømme) og op
- To "forældre" patruljer - med fokus på sø og land
Spejdermøder: Onsdag er der møde i landspejderhytten på Skovvej 39. Mandag er der møde på havnen for sø, Hummeren 7A. Tider og detaljer finder du på siderne for aldersgruppen.
Praktisk tøj: Vi er som udgangspunkt udendørs hele året.
- Er det koldt? Tag varmt tøj på!
- Regner det? Tag gummistøvler og regntøj på!
- Skinner solen? Husk solcreme!
Kort sagt: Klæd dig på efter vejret.
Vi forventer at forældre hjælper deres børn med at vælge den rette påklædning efter årstiden og vejret. Det er ikke sjovt at gå til spejder, hvis man fryser eller er våd.
Afbud: Hvis du er forhindret i at komme til et møde, skal du melde afbud til din leder. Spejderlederne har ansvaret for dig, når du er til spejder og møder du ikke op er vi nødt til at kontakte dine forældre for at høre om de har sendt dig afsted til spejder eller om du er faret vild på vejen.
Program og arrangementer: I kalenderen her på hjemmesiden kan du se, hvornår der er ture og andre specielle arrangementer. Det er også her, du melder dig til eller melder afbud - og betaler for deltagelse.
På hjemmesiden er der nogle gange oplysninger om programmet for spejdermødet, så du kan se, hvilke aktiviteter der er planlagt. Det er vigtigt, at du jævnligt kigger i kalenderen.
Uniform Vi har nogle uniformer, som du er velkommen til at låne en af i starten. Når du har fået din egen uniform, skal du bede din leder om gruppens mærker dertil.
Du kan læse i lommebogen eller på Det Danske Spejderkorps hjemmeside, hvor de forskellige mærker skal placeres på uniformen.
Tørklæde: Tørklædet er den vigtigste del af vores uniform, og du skal have det på hver gang, du er til spejder. Du får udleveret tørklædet, så snart du er meldt ind i Torshøj gruppe.
Andet udstyr: Du behøver ikke at styrte ud og købe alt spejderudstyr med det samme. Lån dig frem i starten eller ønsk dig det i fødselsdagsgave eller til jul.
Spejderhytten: Torshytten er beliggende på Skovvej 39, 2635 Ishøj. Det er her, vi holder de fleste spejdermøder. Mødes vi andre steder, informerer vi via e-mail og kalenderen på hjemmesiden.
Søspejderhytten: Er beliggende Hummeren 7A, 2635 Ishøj på Ishøj Havn.
Forældresamarbejde: Spejdergruppen drives af frivillige, ulønnede ledere. Vi har altid brug for en hjælpende hånd og en spejdergruppe fungerer bedst, når forældrene er aktive og engagerede. Der faktisk en "Forældrepatrulje" både for land og sø.
I løbet af året er der aktiviteter og ture, hvor vi håber dine forældre vil hjælpe til. Hvis dine forældre har lyst er de desuden mere end velkomne i vores forældrebestyrelse eller som leder eller medhjælper.
Følg med: Vores hjemmeside fungerer mest af alt som et "visitkort" og her findes vores opdaterede kalender. Billeder og hilsner fra ture og lejre publiceres typisk på afdelingernes Facebook sider. Se links til siderne her: https://www.ddstorshoej.dk/torshoej-gruppe
Vi sender også informationer ud via sedler - ikke kun e-mail - fordi efterhånden er det blevet lidt bøvlet med at få posten leveret. Ofte lander "masse-mails" i SPAM og så ser forældrene ikke informationen. Det er jo ikke til gavn for hverken jer eller lederne.
Vi glæder os til at lære dig og din familie at kende!